
Fra tidligere arrangementer
Museum Silkeborg Blicheregnen har holdt St. Broderidag i sensommeren hvert år gennem mange år, men grundet den store efterspørgsel udvider vi arrangementet med en dag i forsommeren. Museet holder stadig St. Broderidag i august.
Rammerne er de samme, som vi plejer. Traditionen tro sætter museet dagen af til broderi i hyggelige rammer. Man kan komme og gå i de timer, man nu har lyst og lejlighed til, og alle kan være med. Hvad enten du er nybegynder eller ekspert, så får du en dejlig dag sammen med andre, der holder af det fine
kunsthåndværk.
Vi inviterer en dygtig kunsthåndværker til at stå for indholdet, som præsenteres ved en kort introduktion og igen i år, er vi heldige, at tekstilformidler Renee Heegaard Jespersen fra Tekstilvaerkheegaard har takket ja.
Det er en hyggelig dag i skønne rammer, men ikke en decideret workshop. Vi sidder i museets have og på gårdspladsen eller i kaffestuen alt efter, hvad vejret tillader. Du kan medbringe dit eget broderi eller købe et broderikit hos Renee på dagen. Temaet for broderikittet kommer senere.
Bemærk, der skal evt. påregnes udgifter til broderikit, som afregnes direkte med Renee på dagen.
Afdelingsleder på Museum Silkeborg Blicheregnen, Marianne Gjørtz Hougaard, er begejstret for temadagen: ”Det er skønt at se folk i alle aldre mødes omkring det historiske kunsthåndværk. Der er både plads til gode snakke og fordybelse uden digital indblanding – telefonen ligger i lommen, og museets
gæster er til stede i nuet. Samtidig trækker St. Broderidag tråde tilbage til egnens historie so tekstilegn, hvor folk mødtes og strikkede.”
Pladserne bliver optaget efter-først-til-mølle-princippet, så kom i god tid, hvis I vil sidde sammen. Der er pladser både ude og inde.
Samtidig med St. Broderidag kan man opleve særudstillingen På Havets Bund, hvor tekstilkunstner Birgitte Steenbeck har broderet de danske fjordes tilstand. Som det burde være, som det er, og som det risikerer at blive, hvis vi ikke handler.
Husk tilmelding til St. Broderidag på www.museumsilkeborg.dk
Pris for deltagelse: 70 kr. pr person (inkl. kaffe/te ad libitum, uden forplejning og broderikit). I forbindelse med tilmeldingen til arrangementet kan aftenholdet tilvælge aftensmad i form af tærte og salat. Vær venligst opmærksom på, at det bestilles særskilt. Det er muligt at købe øl/vand i museumsbutikken. Tærte m. salat: 70 kr. pr. person